23 marts, 2010

Jyske Mesterskaber 2010

Sammen med mine fire venner i Fotogruppen KAOZ, deltog jeg i år ved netop afholdte Jyske Mesterskaber i foto under Selskabet for Dansk Fotografi, SDF. Samlet deltog omkring ca. 1.200 billeder. 

Trods ihærdig indsats måtte jeg se mig overgået af den nyslåede jyske mester Kjeld Agerskov, Silkeborg, med sølle fem point, hvilket svarer til eet enkelt billede. Scheisse, scheisse, scheisse! Ud af 20 indsendte blev 15 af mine billeder antaget og tildelt 2 diplomer og en enkelt medalje af guld. Dette års andenplads var en enkelt plads dårligere end ved sidste deltagelse.

Kjeld Agerskov havde en utrolig stærk portfolio. Bl.a. havde hans portrætter international klasse. Godt gået og stort tillykke!

Fotogruppen KAOZ klarede sig rigtigt godt med en antagelsesprocent på 46! Så vidt vides er dette aldrig set før til Jyske Mesterskaber. Samlet fik vi en tredieplads med 300 point. Focus Silkeborg vandt med 460 point, mens AFA Århus tog andenpladsen med 380 point.

Det er dog værd at bemærke, at Focus Silkeborg og AFA hver især har omkring 50 medlemmer, mens vi i KAOZ er 5.

Midt i maj tager vi på inspirationstur til Amsterdam, hvor vi vil få rigelig mulighed for at fejre os selv.