09 marts, 2009

Workshop i USA med Joe McNally


Er netop hjemkommet efter en spændende fotografisk workshop i Santa Fe, New Mexico, med Joe McNally. Syv dages fotografering med unikke modeller, spændende lokationer og i et særdeles kreativt miljø og med Joe McNally som kreativ indsparker på sidelinien.

Workshoppens titel var "Location Photography and Lightning" og det hele foregik på Santa Fe Wokshops i New Mexico. Store flotte undervisningslokaler, alt det udstyr fotografiske hjerter kan begære samt Joe's egne modeller og lokationer gjorde workshoppen til en fotografisk oplevelse ud over det sædvanlige.

Maden i New Mexico er en oplevelse i sig selv. En spændende cocktalil af det texanske/mexicanske køkken med rød chili, grøn chili, gen-stegte bønner, sorte bønner, salsa, taco, margaritas, burritos og meget, meget andet. Ikke specielt stærkt, men alligevel godt krydret og utroligt velsmagende.

Kommer du forbi Santa Fe, og lider du af "hård mave", så kik forbi restaurant Marias. Efter et besøg onsdag aften var der efterfølgende dømt ræserrøv for de fleste kursusdeltagere. En enkelt så hårdt ramt, at han måtte afbryde opholdet og søge professionel hjælp. På Marias kan de kurere selv de hårdeste maver på absolut ingen tid!

Blev hængende i omegnen af Santa Fe nogle dage efter workshoppens afslutning. Brugte bl.a. tiden på fototur til Madrid, kendt for et spændende kunstner miljø og senest fra filmen Wild Hogs med John Travolta. Resten af ugen gik med ren afslapning og en gang power shopping.

Foto: Santa Fe Workshops.